Arbejdet med sindet kan redde os fra stress

0
29

47-årige Lone Fjorback er mor til tre, erfaren yogainstruktør, seniorforsker, psykiater ph.d., overlæge og stifter af Dansk Center for Mindfulness under Aarhus Universitet. Nu også forfatter til »Må jeg hjælpe dig?«. Foto: Axel Schütt Foto: Axel Schütt

Psykiateren har for nylig sammen med psykolog Tua Preuss ved hjælp en række hjernescanninger vist, at en gruppe posttraumatiserede veteraner blev målbart bedre af et mindfulnessforløb. Studiet fandt sted på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitet.

»Jeg har i årevis arbejdet med stressede og depressive patienter. Jeg er ikke i tvivl: Mindfulness er en effektiv behandling. Simpelthen at træne sindet i at være til stede her og nu, observere det, der sker her og nu, og få frihed til at rette sig efter de tanker, man vælger, i stedet for bevidstløst at lade sig dirigere af tanker, der trækker end ned. At arbejde med at kunne være bevidst til stede i livet – også når noget presser sig på. En række patienter har brug for medicin, som kan være en stor hjælp. Men det kan ikke stå alene,« mener Lone Fjorback.

»Det fantastiske er, at man med ikke særlig meget træning kan få et bedre liv og et bedre immunforsvar.«

Hun er lige nu aktuel med bogen »Må jeg hjælpe dig?«. En meget konkret og handlingsanvisende sag om stress og depression. Den beskriver sindets, kroppens og hjertets vej til mindfulness nemlig via meditation, yoga og kærlig venlighed. Der er også fakta og forskning om, hvad der sker i hjernen, og hvornår medicin er gavnligt.

»Jeg har skrevet bogen for at dele min viden. Mindfullness er kommet for at blive. Der er stor fokus på det i USA, som vi arbejder tæt sammen med, fordi vi i Danmark har en fænomenal god adgang til patientinformationer og dermed et godt forskningsmateriale. Vi er med helt fremme, og det bør vi udnytte,« mener mindfulness-eksperten.

Uddannede instruktører

Lone Fjorback har kun en bekymring i forhold til mindfullness og de mange mennesker, der trænger til en kærlig hjælp på rette vej. Det er dårligt uddannede mindfulnessinstruktører.

»Når nu vi har al den viden, der skal til, burde Aarhus Universitet tage førerpositionen og ledelsesansvaret, så vi er sikre på at folk, der arbejder med mindfulness, også er rigtigt uddannede. Man kan blive stresscoach på et par dage, men det rækker ikke. Patienterne kan både spilde tiden eller få det værre, hvis ikke de får den rette hjælp,« advarer hun, der mener, at instruktørerne både skal have egne erfaringer, teoretisk og praktisk uddannelse. Den uddannelse er allerede nu tilgængelig på Aarhus Universitet.

»Mindfulness er en træning i at kunne se sin egen virkelighed og at kunne holde sig selv ud. Det kræver, at man bliver guidet af en, der ved noget om det. Sådan et forløb er hårdt arbejde og jo ikke lige let eller muntert hele vejen igennem,« forklarer Lone Fjorback, som arbejder med MindfulnessBaseret StressRedution (MBSR) på Dansk Center for Mindfulness under Aarhus Universitet. Manden bag MBSR er den amerikanske og ikoniske Jon Kabat-Zinn, som besøgte Danmark sidste år.

»Danmark og USA har den dårligste levealder i hele Vesten. Danskerne er nummer 31. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Vi bliver rigere og rigere, men vi bliver ikke gladere og gladere. Vi er enormt privilegerede, så det er vores levevis, der ikke er rigtig,« fastslår Lone Fjorback.

Hun mener, at vi alle har adgang til et bedre liv.

»Det er lige her, hvis du bare et øjeblik kan droppe dine forventninger, krav og vanemæssige tankegang. Livet kan aldrig være andre steder end lige her. Vi kommer let til at bruge nuet på uvæsentlige og ligegyldige ting, medmindre vi virkelig koncentrerer os. Når vi er stille, opdager vi, at vi er langt mere selvoptagede, langt mere forfængelige og langt mere kritiske, end det på nogen måde er godt at være,« forklarer Lone Fjorback.

»Når depression er gået hen og blevet en folkesygdom, er det måske, fordi vi ikke ved, hvad vi stiller op med lidelse, og hvordan vi elsker livet, os selv og hinanden. Vi er selvoptagede i en grad, der gør os ude af stand til at elske os selv eller andre. Vores selvbillede svinger mellem at være oppustet eller ingenting værd. Det svarer til en narcissistisk personlighed, der tidligere blev betragtet som sygeligt, men nu er blevet en almindelig måde at være på,« uddyber psykiateren.

Også hjælp til børn og unge

»Vi burde i virkeligheden undervise i mindfulness i folkeskolen. Det er helt galt, at hver fjerde pige i gymnasiet er præget af angst og stress. Vi er så meget i præstation, men vi kan jo ikke alle blive nummer et. Så vi skal vænne os til bare at være her – også selv om vi ikke kan præstere det mindste. Vi skal i hjertet og maven føle, at vi er gode nok, uanset antallet af guldmedaljer, hvor mange børn eller hvor stor en karriere, vi har. Det andet er forfængelighed. Og jo mere vi får, jo mere vil vi have. Vi kan godt blive enige om, at det ikke er vigtigt, hvordan vi ser ud. Men ikke ret mange tror på det. Vi styrter af sted for at nå uopnåelige mål, som reklamerne opsætter,« siger mindfulnessinstruktøren og overlægen.

»Det bør vi virkelig gøre noget ved. 450.000 danskere på lykkepiller er alt, alt for mange. Lad os tilbyde en sund, miljørigtig og billig behandling i at holde os selv og livet ud.«

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here